Brænder du for at udvikle digitaliseringspolitik i Danmark? Er det naturligt for dig at bringe dine ledelsesmæssige kompetencer, din politiske tæft og dine gode samarbejdsevner i spil? Så søg en af vores ledige lederstillinger i et kontor med plads til nytænkning.
Om stillingen Kontoret sætter rammer og retning for, hvordan vi anvender digitalisering og ny teknologi effektivt og på en måde, der bidrager til at løfte kvaliteten i såvel den offentlige service som hos erhvervslivet. Derfor har kontoret berøring med mange forskellige digitale områder og veksler mellem at have koordinerende ansvar, og ansvar for at levere analyser, der kan blive til strategioplæg.
Kontoret er bl.a. ansvarlig for opgaver som:
- økonomiforhandling, strategiudvikling og implementering på det digitale område
- 10 årsplan for arbejdskraftbesparende tiltag ved hjælp af teknologi og digitalisering
- ansvarlig implementering af kunstig intelligens og udvikling af dataetisk indsats
- udvikling og drift af SMV:DIGITAL programmet i samarbejde med rådet for SMV:DIGITAL
- fremme Digital Europe programmet og udvikling af data spaces i Danmark
- digitaliseringsklar lovgivning.
Ofte går gode digitale løsninger på tværs af den statslige, kommunale og regionale dele af den offentlige sektor. Derfor er det en integreret del af kontorets dagligdag at samarbejde med andre ministerier, KL, Danske Regioner og en lang række andre eksterne samarbejdsparter. Derudover samarbejder kontoret med en lang række interessenter på erhvervslivets område og i relation til EU.
Du får personaleansvar for et hold dedikerede medarbejdere og vil i samarbejde med den anden kontorchef sætte retning for kontorets arbejde og understøtte, at kontoret når sine mål. Dine ansvarsområder i kontoret fastlægges i dialog med kontorets anden kontorchef og din vicedirektør. Som kontorchef bliver du en del af den samlede chefkreds i Digitaliseringsstyrelsen, og du vil referere til vicedirektør Mette Lindstrøm Lage.
Om dig Du skal have en relevant samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse og være drevet af et ønske om at præge den digitale udvikling i Danmark. Derudover forventer vi, at du:
- har indsigt i flere af kontorets ansvarsområder
- har erfaring med personaleledelse
- formår at samarbejde professionelt på tværs af mange interessenter med forskellige hensyn
- er analytisk og har stor politisk tæft.
I Digitaliseringsstyrelsen har vi løbende fokus på trivsel og udvikling for alle vores medarbejdere og ledere. Det er derfor afgørende, at du som person bidrager til et tillidsfuldt og uformelt arbejdsmiljø samt har fokus på at sætte klare rammer for dine medarbejdere.
Om os Du vil blive del af en engageret og dynamisk organisation, hvor du som kontorchef har en vigtig rolle i den løbende udvikling af medarbejderne. Vores hverdag er travl, præget af kompleksitet og mange samarbejdsflader. Samtidig har vi en engageret arbejdskultur, hvor vi lægger vægt på at samarbejde på tværs og på at hjælpe hinanden. Og vi synes, at det er vigtigt at have det sjovt, når vi går på arbejde.
I Digitaliseringsstyrelsen er vi ca. 400 medarbejdere, som hver dag går forrest i arbejdet for et mere digitalt offentligt Danmark med borgere og virksomheders behov i centrum. Vi sætter barren højt og har fokus på din trivsel og kompetence- og karriereudvikling. Hvis du er interesseret, kan du læse mere om vores arbejde på
www.digst.dk.
Ansættelsesvilkår Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen er indplaceret i løngruppe 1. Stillingen ønskes besat på åremål på overenskomstvilkår. Ansættelsesområdet afhænger af ansættelsesformen
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes til HEMMELIGT og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode.
Ansættelsesområdet er Digitaliserings- og ligestillingsministeriet med tilhørende institutioner, pt. Digitaliseringsstyrelsen og Danmarks Statistik.
Flere oplysninger Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte vicedirektør Mette Lindstrøm Lage tlf. 26171856,
metlin@digst.dk. Du kan eventuelt skrive en sms med spørgsmål eller bede Mette ringe dig op.
Ansøgning Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest den 5. oktober 2023.
Vi forventer at holde 1. samtaler i uge 41. Der kan indgå flere samtaler, test og case i rekrutteringsforløbet.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.