Vil du være med til at udvikle og styrke Københavns Kommune sociale bæredygtighedsprofil i forhold til indkøb og efterfølgende kontraktefterlevelse?
Københavns Kommunes team for Socialt Ansvarlige Indkøb sikrer, at alle indkøb, der foretages i kommunen, overholder sociale klausuler indenfor løn- og arbejdsforhold, lærlinge, diversitet samt kommunens mere generelle CSR-bilag. Teamet består af 13 ildsjæle med meget forskellige baggrunde, der tilsammen skaber et af Danmarks mest specialiserede teams indenfor social bæredygtighed.
Teamet har ansvaret for at udvikle, implementere og håndhæve Københavns Kommunes sociale klausuler, herunder at føre tilsyn med kontraktindehavers overholdelse af klausulerne blandt andet gennem indsatsen mod social dumping.
Teamet er en del af kontoret for Socialt Ansvarlige Indkøb og Indkøbssupport, der er et af fire kontorer i Center for Indkøb, CSR og Forsikring under Koncernservice i Økonomiforvaltningen.
Forventninger
Som teamleder skal du varetage opgaver i forhold til den daglige ledelse af teamet og herunder have ansvar for
- den daglige drift, hvilket inkluderer kapacitetsplanlægning, opgaveprioritering samt sikring af arbejdsgange, kvalitet og rettidighed
- faglig sparring med teamets medarbejdere
- at bidrage til arbejdsprogram og realisering af definerede mål
- at deltage i den faglige produktion med henblik på at sikre fastholdelse og videreudvikling af faglige kompetencer
- at understøtte det tværkommunale samarbejde gennem en fælles indsats mod social dumping i hovedstaden
- medarbejdernes korrekte registrering af tid, ferie, sygdom og flekstid mv.
- ledelse af medarbejdere, herunder fraværssamtaler og MUS mv. i samarbejde med kontorchefen
- udvikling af teamet i tæt samarbejde med kontorchefen
Som teamleder vil du herudover indgå i kontorets ledelse, der består af to teamledere foruden kontorchefen. Kontorets ledelse har ansvaret for at sikre helhedstænkning, videndeling og samarbejde på tværs af kontoret og centret, bidrage til trivslen i kontoret, være rollemodel for adfærd og performance og loyalt og aktivt understøtte centrets strategi. Du vil ligeledes indgå i et teamledernetværk på tværs af centret, som er ved at blive opstartet.
Værdier Socialt Ansvarlige Indkøb er et team, der brænder for at gøre en forskel. Teamet har solide faglige kompetencer og sætter en ære i at yde professionel sagsbehandling af højeste kvalitet. Arbejdstempoet og motivationen er høj samtidig med, at vi sætter en ære i at have tid til faglig sparring. Du skal derfor have solid erfaring fra arbejde med social bæredygtighed, herunder særligt løn- og arbejdsforhold, lærlinge, diversitet og mangfoldighed samt et generelt kendskab til bæredygtighedsdagsordenen over en bred kam for at være en god og kompetent sparringspartner for teamet.
Det er derudover vigtigt, at du som teamleder er empatisk, har en naturlig interesse for mennesker og er nysgerrig på deres handlemønstre. Du skal som teamleder prioritere at skabe gode relationer i teamet, da kontoret arbejder aktivt med psykologisk tryghed som en grundværdi og som forudsætning for at skabe det gode arbejdsliv. Vi prioriterer at have tid til hinanden, og vi har som mantra, at jo mere travlt der er i hverdagen, jo mere skal vi huske at grine.
Vi prioriterer din faglige og personlige udvikling, så du har de bedste forudsætninger for at få succes i din opgaveløsning.
I centret har vi implementeret centerstrategien ”fælles på tværs”, hvor vi understreger vigtigheden af, at vi samarbejder fælles internt i centret i stedet for at arbejde i siloer ud fra vores funktioner. Vi prioriterer derfor at skabe gode relationer, og du skal i samarbejde med teamet videreudvikle dette samarbejde, da det er en kontinuerlig opgave at skabe og bibeholde gode samarbejdsrelationer. Derudover skal du som teamleder kigge ud af organisationen og skabe og bibeholde gode samarbejdsrelationer til de andre forvaltninger i Københavns Kommune samt søge ekstern inspiration for at sikre, at teamets arbejdsmetoder altid er tidssvarende i forhold til en hurtigt udviklende dagsorden.
Stillingen er placeret i Center for Indkøb, CSR og Forsikring i Koncernservice, der er en del af Økonomiforvaltningen. Vi har til huse i et moderne kontormiljø på Borups Allé 177. Der kan være perioder, hvor vi har travlt, men vi tilstræber generelt en fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden, og vi har mange gode tiltag for at sikre et rart og hyggeligt arbejdsmiljø.
Ansættelsesvilkår Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til relevant overenskomst med Københavns Kommune samt kvalifikationer.
Tiltrædelse hurtigst muligt.
Har du spørgsmål? Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Ann Louise Brix på 2320 3973.
Vedhæft ansøgning, CV og eksamensbevis eller karakterudskrift.
Søg via linket senest fredag den 20. oktober 2023 Vi forventer at holde samtaler løbende.
Koncernservice er en professionel serviceorganisation I Koncernservice har vi et stærkt fagligt miljø med kompetente og specialiserede medarbejdere inden for finans, løn, indkøb, CSR og forsikring, HR og personalejura. Vi udvikler konstant vores kompetencer og faglighed for at kunne forenkle arbejdsgangene, når vi etablerer nye teknologiske løsninger på tværs af kommunen. Og vi insisterer på, at vores løsninger skaber en reel effekt hos vores brugere på den længere bane. Vi er ca. 700 medarbejdere, der løbende er i dialog med kommunens syv forvaltninger og ca. 45.000 medarbejdere. Vi er med andre ord et administrativt samlingspunkt, der skal sikre en effektiv og intuitiv digital administration for hele Københavns Kommune. Mød os på
www.koncernservice.kk.dk.