Studentermedhjælper til Steno Diabetes Center Aarhus (SDCA)
Vi søger pr. 1. oktober 2023 eller snarest herefter en studentermedhjælper 6-8 t/uge.
Stillingen er tidsbegrænset og ophører d. 30. juni 2024 - dog med mulighed for forlængelse.
Ønsker du at få hands-on erfaring med dagligdagen i et diabetesambulatorium og deltage i diverse kliniske projekter og supplerende tilbud til patienter med diabetes, og hvis du brænder for at gøre en mærkbar forskel for både patienter og kolleger, er det måske dig, vi søger som vores nye studentermedhjælper (i daglig tale Steno-ninja).
Du skal være med til at sikre flow i det gode patientforløb, være den gode "vært", når patienten ankommer og varetage diverse registrerings- og analyseopgaver og hjælpe med forskellige patientrettede og administrative opgaver.
Du kommer dermed til at bidrage aktivt til vores målsætning om, at patienten møder et nærværende og fokuseret behandlerteam, som sætter patienten i centrum.
Dine opgaver
- Hilse på og tage imod patienter – som "vært" i det gode patientforløb
- Måle nødvendige vitalværdier – blodtryk, vægt mv.
- Hjælpe med diverse prøver: ex. POC-analyser – f.eks. HbA1c
- Hjælpe patienten med aflæsning af diverse diabetesteknologiske devices
- Sikre patienten er klar til at komme ind til sin behandler
- Hjælpe patienten hen til rette sundhedsfaglige person
- Hjælpe med udlevering og opfølgning på diverse spørgeskemaer
- Rekruttere til forskningsprojekter/kliniske studier
- Diverse registreringsopgaver f.eks. indtastning af kvalitetsdata i vores databasesystemer
- Forefaldende administrative opgaver
Dine kvalifikationer
- Du er på dit sidste år af bacheloruddannelsen eller er i gang med kandidatuddannelse inden for diverse sundhedsfaglige uddannelser f.eks. medicinstuderende, idrætsvidenskab, fysioterapi, psykologi eller anden sundhedsfaglig uddannelse
- Interesse for og erfaring i arbejdet med mennesker – både børn og voksne
- Du er åben og imødekommende
- Du trives i et tæt samarbejde med dine kolleger
- Du har en naturlig nysgerrighed, du ser nye veje og muligheder frem for begrænsninger, og du tør sætte mennesker foran vaner
- Gerne teknisk flair
Vi tilbyder
Du bliver en del af en relativt nyetableret og nytænkende organisation, hvor du får stor indsigt i behandling af patienter med diabetes og adipositas.
Derudover får du:
- En dynamisk hverdag med udfordrende og afvekslende opgaver
- Faglig og personlig udvikling
- Et godt arbejdsfællesskab med engagerede kolleger
Løn & ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest. Ansættelsen sker ved Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Aarhus Universitetshospital.
Ansøgningsfristen er den 24. september 2023
Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 39.
Yderligere information
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Mette Holsting, chefsygeplejerske, på tlf.: 2370 6950 eller mail: metthols@rm.dk
Læs mere om:
Stillingen søges ved at klikke på ”Send ansøgning” nederst i stillingsopslaget. Vedhæft CV og relevante bilag.
Om Steno Diabetes Center Aarhus
I Steno Diabetes Center Aarhus tror vi på, at alle mennesker med diabetes kan få et godt liv. Et liv fyldt med glæde, livskvalitet og muligheder for at træffe egne frie valg gennem hele livet.
Steno Diabetes Center Aarhus er etableret den 1. januar 2018 i et samarbejde mellem Region Midtjylland og Novo Nordisk Fonden med det formål at løfte diabetesindsatsen i Region Midtjylland til gavn for alle mennesker med diabetes.
Vi skal være drivkraften bag nyskabende tiltag og udviklingsprojekter i Region Midtjylland inden for behandling, forskning, uddannelse og tværsektorielt samarbejde på diabetesområdet.
Visionen er at opbygge et internationalt anerkendt videns- og kompetencecenter, som udvikler diabetesbehandling i verdensklasse samt bidrager til mere sammenhængende patientforløb og samarbejde på tværs i Region Midtjylland.
For at det kan lykkes, skal vi være omdrejningspunkt for samarbejde med alle relevante parter inden for diabetesområdet på tværs af hospitaler, kommuner og almen praksis.
Steno Diabetes Center Aarhus er fysisk placeret ved Aarhus Universitetshospital. Her varetager vi behandling af børn, unge og voksne med diabetes samt voksne med svær overvægt.
Du kan også finde os på LinkedIn og Twitter.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.