Vil du være med til at fortælle om den grønne udvikling i fødevaresektoren? Kan du gennemskue kompleks faglighed og omsætte det til fængende tekster eller inddragende videoformater? Besidder du en flydende pen, og høre du til blandt dem, der krymper sig over et manglende nutids-r?
I så fald kan det være dig, der skal være vores nye studentermedhjælper i kommunikationsfløjen af GUDP og Plantefonden i Team Forskning og Fonde i Landbrugsstyrelsen.
Som en vigtig del af den grønne omstilling, skal forskning og udviklingsaktiviteter skabe ny viden og grundlag for at løse nogle af de vigtige klima- og miljøproblemer fødevaresektoren står overfor. Det er det, Team Forskning og Fonde hver dag arbejder på at understøtte. Vi er bl.a. tilsynsmyndighed for landbrugets fonde, og så administrerer vi store forskningsbevillinger til universiteterne.
Samtidig sikrer vi god forvaltning af Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP), og er netop nu ved at etablere en ny statslig fond for plantebaserede fødevarer (Plantefonden).
Til sidstnævnte – GUDP og Plantefonden – søger vi nu en studentermedhjælper, som skal bistå vores kommunikationsansvarlige i arbejdet med at udbrede kendskabet til de to programmer.
GUDP er et program under Landbrugsstyrelsen, som støtter innovative projekter, der på én gang fremmer grøn og økonomisk bæredygtighed inden for hele fødevaresektoren og samtidig løser nogle af de klima- og miljøproblemer, sektoren står overfor. Programmet bidrager til at skabe vækst, udvikling og arbejdspladser, og har deraf rigtig mange gode historier, som vi skal formidle til vores målgrupper.
Plantefonden forventes at træde i kræft i løbet af foråret 2023, og skal, som det er tilfældet med GUDP, støtte innovative projekter – dog med en fokuseret indsats på området for plantebaserede fødevarer. I forbindelse med åbning af fonden foreligger et stort forberedende kommunikationsarbejde, ligesom fondens aktiviteter på sigt vil skabe mange gode historier, som vi skal formidle.
Som kommunikationsstudent i GUDP og Plantefonden kommer du bl.a. til at arbejde med:
- Formidling af projektnyheder i tekst- og videoformater
- Opbygning af, og content til, vores profiler på LinkedIn og Instagram (som åbner i Q1 2023)
- Planlægning og afvikling af informationsmøder og konferencer
- Løbende ad-hoc opgaver i teamet såsom støtte omkring større møder eller administrative opgaver
Om dig Du læser en videregående uddannelse indenfor kommunikationsfaget – enten på bachelor eller kandidatniveau. Du brænder for faget, og kan påtage dig ansvar for at levere et gennemarbejdet og velovervejet kommunikationsprodukt.
Du skal kunne sætte dig ind i, til tider, kompleks viden og omsætte det til et modtagerorienteret og inddragende format.
Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har interesse for, eller erfaring med, videokommunikation. Både hvad angår optagelserne i marken såvel som den tekniske redigering bag skrivebordet.
Vi lægger desuden vægt på, at du er en åben og imødekommende person, der bidraget positivt til en god trivsel i enheden.
Dine kolleger Team Forskning og Fonde er en del af enheden Grøn Udvikling og Ny Viden. I enheden er vi godt 35 medarbejdere, fordelt på to teams der samarbejder om at udvikle tværgående politik og regulering for klima og miljø i et bæredygtigt landbrugserhverv.
I teamet hjælper vi hinanden på tværs af fagområder, og du vil derfor også kunne komme til at stifte bekendtskab med teamets øvrige arbejdsområder. Vi tilbyder et spændende fagligt miljø, hvor der både er mulighed for at lære fra erfarne medarbejdere og udfolde sine egne talenter.
Ansættelsesvilkår Du bliver ansat som timelønnet studentermedhjælper efter fællesoverenskomsten mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område samt tilhørende organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK).
Ugentlig arbejdstid er 10-15 timer ugentligt.
Ansættelsesområdet er Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri med tilhørende institutioner, og tjenestestedet er Landbrugsstyrelsen, Nyropsgade 30, 1780 København V.
Kontakt Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte enten fuldmægtig Andreas Dalsgaard Schultz på telefon 21 70 79 80 eller
anddas@lbst.dk eller teamleder Jonas Gade Mejer på telefon 40 26 78 21 eller
jofume@lbst.dk.
Ansøgning Søg stillingen ved at sende en ansøgning inkl. CV, eksamensbevis fra gymnasie/bachelor og evt. referencer online i vores rekrutteringssystem (tryk på ”Søg stillingen”) senest tirsdag den 31. januar 2023.