Er du en dygtig protokolanalytiker og softwareudvikler, som vil være med til at udvikle FE's systemer til elektronisk indhentning (SIGINT)?
Elektronisk indhentning er én af FE's kilder til informationer, som gør det muligt for os at analysere og formidle viden om forhold i udlandet af betydning for Danmarks sikkerhed.
Du vil få udfordringer og plads til at udvikle dig
Du vil blive del af et spændende og innovativt miljø, hvor der vil være rig mulighed for faglig og personlig udvikling, og samtidig vil du være med til at styrke Danmarks sikkerhed.
Vi arbejder projektorienteret i teams, hvor faglig sparring såvel som individuel opgaveløsning er en del af din hverdag. De teams, som du vil indgå i, er fokuseret på udvikling til Linux, og dine nye kolleger har alle erfaring med og interesse for kommunikationsteknologi og udvikling af systemer, som skaber værdi for brugerne.
Vi har fokus på at understøtte idéudvikling og kompetenceudvikling af både teams og den enkelte medarbejder, for at fastholde et højt fagligt niveau og en evne til at levere dét, der efterspørges.
Du vil, efter behov, få mulighed for at repræsentere afdelingen i forskellige fora, såvel nationalt som internationalt.
Du og din baggrund er vigtig
Du er ingeniør, datalog eller tilsvarende, og har erfaring med softwareudvikling og design, f.eks. i C++, Java, Python eller tilsvarende. Du har en grundlæggende forståelse af netværk og protokoller som f.eks. IP, TCP, UDP eller tilsvarende.
Herudover har du interesse for eller erfaring med reversing af mobile applikationer. Det kunne være i programmer som IDA Pro. Du har kendskab til og erfaring med brug af Wireshark og lignende.
Du kan være erfaren eller nyuddannet - det vigtigste er at du er kreativ og motiveret for at udvikle din faglighed. Du er nysgerrig og har lyst til at rykke grænser og omsætte dine idéer til løsninger. Desuden har du lyst og evne til at sætte dig ind i og dokumentere komplicerede tekniske løsninger.
Du er holdspiller og kan formidle kompleks teknisk viden på tværs af faggrupper. Du er god til at udveksle idéer med dine kolleger og arbejder selvstændigt samtidigt med, at du bidrager til teamet.
Din nye arbejdsplads
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden.
Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne, både i den analoge og i den digitale verden og det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling.
Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed med dybe fagligheder og specialister og vi er en helt speciel og operativt orienteret vidensorganisation, der har mange forskellige opgaver, men fælles for dem alle er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber.
Konkret er arbejdspladsen for stillingen placeret på Skydebanevej, Dragør.
Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingerne hører en pensionsordning, som FE betaler.
Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.
Sådan søger du stillingen
Du skal sende din ansøgning og CV via stillingsopslaget, senest søndag den 12. februar 2023.
Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på 33 32 55 66, lokal 2222, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.
Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores beretning ”INDBLIK”, hvor du bl.a. kan få oplysninger om FE's opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige forhold.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.