Frederiksberg Kommunes centrale HR-afdeling søger en personalejuridisk konsulent til en bred vifte af personalejuridiske opgaver og rådgivning af kommunens ledere.
Du bliver en del af et team med fire andre dygtige personalejuridiske konsulenter og med HR-chefen som nærmeste leder. Du kan se frem til at indgå i et arbejdsmiljø, hvor vi værdsætter vidensdeling, sparring og muligheden for faglig udvikling. HR er tæt på topledelsen og er en velfungerende afdeling, hvis faglighed spænder vidt inden for HR. Vi er i alt 29 engagerede medarbejdere fordelt på 3 teams (Personalekonsulentgruppen, Løn- og administrationsgruppen og Udviklingskonsulentgruppen).
Din primære opgave er at bistå ledere i kommunen med håndteringen af personalejuridiske sager og forhandlinger med de faglige organisationer, som til tider kan være svære og komplekse. Der er også skriftlige opgaver, der typisk er rettet mod vores topledelse, men også juridiske fortolkningsopgaver af aftaler og overenskomster, hvor du har hele organisationen som målgruppe. Du er fagligt skarp og velfunderet, og en god formidler, både mundtligt og skriftligt.
Du har lyst til arbejde selvstændigt med opgaver og er motiveret for at være opsøgende i forhold til at gribe og forfølge relevante personalejuridiske problemstillinger, ligesom du er en teamplayer og prioriterer samarbejdet i teamet og byder ind i forhold til teamets opgaver.
Du har en personalejuridisk interesse og gerne uddannelse – f.eks. cand.jur. Erhvervserfaring med rådgivning inden for det personalejuridiske område i en tilsvarende stilling eller studiejob vil også være fint, men ikke en forudsætning. Hvis du er ny inden for faget, vil din opgaveportefølje blive afstemt i forhold til dette med mulighed for at udvikle dig i stillingen jf. jobprofilen.
Stillingen er en fuldtidsstilling med tiltrædelse snarest muligt eller senest den 1. april 2023.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til relevant overenskomst og kvalifikationer.
For yderligere oplysninger om stillingen kan du kontakte HR-Souschef Cornelia Gadmar Helles på tlf. 3821 2212. Uddybende jobprofil kan ses her..
Ansøgningsfristen er torsdag den 9. februar 2023. Samtaler forventes afholdt mandag den 20. februar 2023. For kandidater, der går videre til 2. runde, afholdes samtaler fredag den 24. februar 2023. Der anvendes test i forbindelse med 2. samtale.
Frederiksberg er en levende by med et dynamisk bysamfund. Byens sjæl bygger på vores historie og klassiske arv og er med til at præge den spændende udvikling af Frederiksberg som en grøn, sund og pulserende del af Hovedstaden.
Vi er en moderne kommune, der betjener 104.305 borgere. Frederiksberg Kommune ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold eller handicap.