Har du lyst til at have både høj faglighed i dit daglige kliniske arbejde samt have indflydelse på daglig drift, udvikling og strategi for radiologien, så tilbyder vi en unik mulighed for dette.
Vi har i Røntgen og Skanning på baggrund af Overenskomst for Overlæger 2021 og ny AUH Ledelsesmodel arbejdet med, hvordan vores ledelsesorganisering skal se ud fremover. Du kan se mere om processen og beslutningen i denne film:
https://region-midtjylland.23video.com/secret/81235430/379c7243987703b7d77558b200960f87
Vi har nu i alt fem stillinger som ledende overlæge i opslag. Den ene af stillingerne er i Afsnit Neuro, hvor vi har en afsnitsledelse bestående af 1 ledende overlæge og 1 overradiograf.
Aktuelt er stillingen som afsnitsledende overlæge vakant. Der tiltræder en ny overradiograf i Afsnit Neuro den 1. februar 2023. Du vil derfor som ny ledende overlæge have muligheden sammen med den nye overradiograf og afsnittets speciallæger og øvrige personale for at skabe en ny kultur og hverdag. I øjeblikket er cheflægen og en anden afsnitsledende overlæge involveret i den mere nære ledelse af Afsnit Neuro. Der er således også i ledergruppen kolleger, der kan sparre og vidensdele med den nye ledende overlæge efter tiltrædelsen.
Som ny ledende overlæge vil du sammen med dine andre nye ledende overlæge-kolleger, den ledende overlæge i ortoradiologien, Afdelingsledelsen, overradiograferne og de ledende lægesekretærer være med til at definere fremtidens lægelige og tværfaglige ledelse i Røntgen og Skanning AUH. Vi har allerede tanker om fremtidens lægeliv i Røntgen og Skanning, og vi glæder os til at arbejde videre og udvikle disse sammen med vores nye kolleger i en større gruppe.
Du kan læse mere om ansvar, opgaver, mandat, vilkår og onboarding her
Vi indretter de første år efter dine forudsætninger, så du behøver ikke have særlig ledelseserfaring for at søge stillingen.
Din faglighed kan du bibeholde og udvikle, da vi har en klar forventning om, at du har klinisk arbejde i gennemsnit 3 dage om ugen inden for Afsnit Neuro's portefølje. Du forventes ikke at deltage i eventuelt vagtarbejde, men det kan være en mulighed, hvis du har interesse for det.
Du kan læse Stillings- og funktionsbeskrivelse her
Om Afsnit Neuro
Afsnit Neuro dækker hele neurodelen i Specialeplanen både på hoved-, regions- og højt specialiseret funktionsniveau. Afsnittet betjener de kliniske afdelinger i område NORD af Aarhus Universitetshospital, Akutafdelingen, Neurologi, Hjerne- og Rygkirurgi, Øre-Næse-Halssygdomme og Øjensygdomme. Herudover udføres undersøgelser for især Kræftafdelingen og hospitalets øvrige afdelinger, og der er et samarbejde med afdelinger på hospitalerne i Region Midtjylland og Region Nordjylland. Vi arbejder også tæt sammen med kollegaer i PET-centret på AUH og deltager i mange MDT-konferencer.
Afsnittet har CT, MR og konventionel røntgen samt interventionsstuer tilknyttet. Vi er en speciallægegruppe på 8 overlæger, 1 forskningsprofessor, og 5 afdelingslæger. Der er herudover en skiftende gruppe af yngre læger i hoveduddannelse på 4-5 reservelæger. Herudover er der p.t. to konsulenter tilknyttet. Disse to stillinger ønskes på sigt konverteret til faste speciallægestillinger. Af overlægerne er fem tilknyttet det diagnostiske team og tre tilknyttet interventionsteamet.
Vi arbejder tæt sammen i en travl hverdag, hvor vi dagligt ser mange akutte og højt specialiserede patienter. I dit kliniske arbejde vil du få hovedfunktion i det diagnostiske team og indgå i driften af hele det neuroradiologiske område (ikke neurointervention), herunder klinisk vejlederfunktion for yngre læger. I Afsnit Neuro vægtes evner til samarbejde og supervision højt.
I Afsnit Neuro er der tre vagtlag:
- 7-skiftet forvagt bestående af dels HU-læger dels afdelingslæger med tilstedeværelsesvagt 24/7.
- En bagvagtslag bestående af overlæger fra det diagnostiske team. Der er bagvagt, når der er en yngre læge i forvagt, der ikke er speciallæge.
- En interventionshold, der dækker trombektomier, coiling og andet uopsætteligt akut neurointervention 24/7.
I afsnittet er der et tæt og godt tværfagligt samarbejde. Denne vigtige del af vores hverdag understøtter vi bl.a. med fælles undervisning og et månedligt tværfagligt personalemøde.
I Afsnit Neuro er der ca. 40 radiografer og røntgensygeplejersker, heraf 4 specialeansvarlige og 1 udviklings- og implementerings-radiograf, (dækkende neurospecialet og med udviklingsopgaver både lokalt i afsnittet, på tværs af AUH og ud i Region Midt). Afsnittet har fire projektradiografer ansat, de tre med tid i klinikken, så forskning og klinik bindes sammen.
Plejegruppen ledes af overradiografen.
Sekretærgruppen består af seks dedikerede medarbejdere. Derudover har Afsnit Neuro en afsnitssekretær ansat, der bistår afsnitsledelsen i den daglige drift. Sekretærgruppen i Afsnit Neuro ledes af den ene af de to ledende lægesekretærer i Røntgen og Skanning.
Om Røntgen og Skanning
Røntgen og Skanning er en af landets største radiologiske afdelinger. Røntgen og Skanning er opdelt i afsnit, men er i praksis en samlet enhed. Det betyder, at du som overlæge skal indgå i et større fagligt fællesskab og via dette understøtte patientforløb, afdelingens drift og kolleger i andre afsnit.
Vi er nu ca. 380 ansatte, heraf ca. 82 speciallæger, fordelt på 4 afsnit. Vi udfører ca. 200.000 undersøgelser årligt (505.000 procedurer), heraf mange højt specialiserede inkl. MDT-konferencer og second opinion af undersøgelser fra andre hospitaler – regionale og uden-regionale. Afdelingen er universitetsafdeling for Region Midtjylland og dækker alle højt specialiserede funktioner i Sundhedsstyrelsens Specialeplan. Vi er i tæt samarbejde med de fleste afdelinger på Aarhus Universitetshospital samt de øvrige radiologiske afdelinger i regionen. Herudover har afdelingen formaliseret samarbejde med Aarhus Universitet omkring forskning, uddannelse og undervisning samt klinisk med Institut for Retsmedicin.
Afdelingen har et stærkt forskningsmiljø med klinisk professorat og to forskningsenheder:
http://www.auh.dk/om-auh/afdelinger/rontgen-og-skanning/til-fagfolk/forskning/
Røntgen og Skanning har et stort ansvar inden for uddannelsen af radiologiske speciallæger i Region Midtjylland og har både introduktions- og et stort antal hoveduddannelseslæger. Herudover har afdelingen også radiografstuderende samt lægesekretærelever og studerende fra den nye Sundhedsadministrativ koordinator uddannelse.
AUH's strategiske ambition, som også er vores, har tre overskrifter
- Vi møder hele mennesket
- Vi har den højeste faglighed
- Vi skaber resultater gennem samarbejde
Afdelingen ledes af en afdelingsledelse bestående af en cheflæge, en chefradiograf og en klinisk lærestolsprofessor. Hvert afsnit har en afsnitsledelse bestående af 1-2 afsnitsledende overlæge(r)og en overradiograf.
Hvis du vil vide mere
Vi håber, at du har lyst til at vide mere. Du er meget velkommen til at kontakte os for en fortrolig snak, også hvis du endnu ikke føler dig helt parat til en lederstilling, men bare er nysgerrig.
Du kan kontakte:
- Cheflæge Vibeke Fink-Jensen, 2475 1179 (i uge 7 på tlf.: 2231 1513), vibfin@rm.dk
- Chefradiograf Morten Kamp Ditlev, 6136 8998, mordit@rm.dk
- Konstitueret overradiograf Charlotte Krogsgaard Weigand, 2499 4995, charweig@rm.dk (kan ikke kontaktes i uge 7)
- Afsnitsledende overlæge Afsnit 3 (ortoradiologi) Lise Loft Nagel, 2499 4975, lisenage@rm.dk
Ansøgning
Ansøgningen skal udfærdiges i henhold til Sundhedsstyrelsens beskrivelse af de 7 lægeroller og skal indeholde speciallægeautorisation i radiologi, curriculum vitae samt eventuel publikationsliste.
Den faglige bedømmelse sker på baggrund af dine oplysninger om egne kompetencer inden for hvert af de syv lægelige kompetenceområder.
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til den mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallægers indgåede overenskomst for lægelige chefer. Ansættelse er betinget af tilfredsstillende børneattest. samt autorisation
Vi glæder os til din ansøgning
Ansøgningsfrist: Mandag, den 20. februar 2023 kl. 12.00
Ansættelsessamtaler forventes afholdt: Onsdag, den 8. marts 2023
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.