Kunne du tænke dig et meningsfuldt arbejde i en stærk operativ og udviklingsorienteret efterretningstjeneste? Har du et godt overblik og kan indgå som den koordinerende i et professionelt team, der arbejder med sikkerhed i Forsvaret?
Hvis du kan sige ja til disse spørgsmål, og nedenstående opgaver, så har Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) et meget interessant job som faglig teamleder og spillende træner i Afdelingen for Militær Sikkerhed, som skal besættes snarest.
Du får udfordringer og plads til at udvikle dig
Du vil indgå i et bredt sammensat team bestående af både civile og militære medarbejdere. Det giver os et højt fagligt niveau til at løse vores opgaver, som blandt andet er at varetage sikkerhedsgodkendelser inden for Forsvarsministeriets myndighedsområde og i forsvarsindustrien.
Stillingen indebærer et godt og bredt samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste, og med sikkerhedsorganisationer i Forsvarsministeriets koncernområde.
Dine vigtigste teamlederopgaver i stillingen bliver:
• At koordinere den daglige drift i teamet.
• Være ansvarlig for daglig sagsbehandling og -opfølgning.
• Bidrage med faglig sparring og udvikling af teamets ansatte.
• Bidrage aktivt til at udvikle sektionen, herunder planlægningen af sektionens behov for løbende efter- og videreuddannelse samt deltagelse i MUS-samtaler.
• Deltage og undervise i eksterne kurser.
• Gennemføre sikkerhedssamtaler.
• Kontakt til Politiets Efterretningstjeneste vedrørende sikkerhedsgodkendelser.
• Rådgivning til og vejledning af styrelser og myndigheder i forhold til sikkerhedsgodkendelser.
Arbejdet sker fortrinsvist fra kontoret, men du vil også skulle besøge de myndigheder, som vi arbejder sammen med og servicerer. Du vil få gode muligheder for at videreudvikle egne kompetencer og få faglig sparring på et højt professionelt niveau.
Der kan være en mindre rejseaktivitet forbundet med stillingen.
Du og din baggrund er vigtig
Du sætter først og fremmest pris på dine gode kollegaer og bidrager til et godt arbejdsmiljø.
Du er en rutineret teamleder eller mellemleder, der er vant til at levere gennemarbejdede skriftlige produkter af høj kvalitet. Du har tillige et godt kendskab til forvaltningsloven. Vi forestiller os, at du er en erfaren afdelingsleder eller senior-/chefsergent.
Du er meget omhyggelig i løsningen af dine arbejdsopgaver og du kender dig selv godt nok til at vide, at du kan arbejde med stor diskretion i opgaverne. Det er vigtigt, at du er fagligt og personligt afklaret i forhold til at kunne arbejde med både sikkerhed og mennesker.
Du trives også med de rutinemæssige opgaver og er god til at samarbejde.
Har du kendskab til/erfaring fra forsvaret, samt interesse for militær sikkerhed, er det bestemt en fordel, men ikke et krav.
Der vil være et målrettet og tilrettelagt uddannelsesforløb i forbindelse med ansættelsen, hvor du bliver introduceret til teamets sagsbehandling og it-systemer, og deltage i eksterne kurser i sikkerhed.
Vi forventer, at du har en relevant erhvervsfaglig eller militær uddannelse og relevant erhvervserfaring.
Vi forventer, at du kan formulere dig mundtligt og skriftligt på engelsk, samt at du har kørekort.
Din nye arbejdsplads
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden.
Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne, både i den analoge og i den digitale verden og det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling.
Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed med dybe fagligheder og specialister og vi er en helt speciel og operativt orienteret vidensorganisation, der har mange forskellige opgaver, men fælles for dem alle er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber.
Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.
For militære mellemledere og ansøgere, vil der være tale om en stilling på M231 eller M232-niveau.
Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.
Sådan søger du stillingen
Du skal sende din ansøgning og CV via stillingsopslaget, senest den 22. oktober 2023.
Vi afholder løbende ansættelsessamtaler og stiler mod en ansættelse fra 1. februar 2024. Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på fe-9823@fe-ddis.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger. Skriv gerne ”Teamleder” i emnefeltet.
Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores beretning ”INDBLIK”, hvor du bl.a. kan få oplysninger om FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige forhold.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.