Er du idérig, har styr på juraen og interesserer dig for samfundsdebatten og for at styrke retssikkerhed, retsstatslige principper samt grundlæggende friheds- og menneskerettigheder. Så har du nu en enestående mulighed for at blive en af drivkræfterne i Justitia.
Justitia søger en selvstændig og initiativrig jurist, som i samarbejde med Justitias ledelse og team af dygtige jurister skal deltage i varetagelsen Justitias fokusområder om retsstat, grundlæggende rettigheder og retssikkerhed. Du skal derfor have interesse for det omgivende samfund og have stærke juridiske kompetencer, ligesom du gerne må have god sans for samspillet mellem jura og retspolitik.
Om Justitia
Justitia er Danmarks eneste uafhængige juridiske tænketank, der via juridiske analyser og redegørelser, aktiv deltagelse i den offentlige debat mv. arbejder for at styrke respekten for retssikkerhed, retsstatslige principper og grundlæggende frihedsrettigheder. Med afsæt i den højeste juridiske faglighed og fremsættelse af konkrete juridiske løsningsforslag er Justitias formål således at påvirke den offentlige og politiske dagsorden med henblik på at fremme en politisk kultur, hvor disse værdier nyder den nødvendige respekt.
Som jurist i Justitia forventes det:
Du skal kunne identificere problemstillinger, der er relevante for Justitia, forestå den nødvendige research og udarbejde analyser/undersøgelser på baggrund heraf. Desuden skal du kunne udarbejde høringssvar til relevante lovforslag, kommentere politiske udspil, udvikle nye initiativer til ændring af gældende lovgivning mv. Du skal kunne lide at fordybe dig juridisk og have interesse for indsamling og behandling af relevant datamateriale. Samtidig skal du kunne arbejde selvstændigt og have gode formidlingsevner, så du kan omsætte kompliceret juridisk stof og data i analyser og debatindlæg mv.
Du skal derfor:
- Besidde stærke juridiske kompetencer.
- Kunne arbejde selvstændigt med identificering af relevante juridiske og samfundsmæssige problemstillinger samt udarbejde analyser.
- Kunne fordybe dig i juridisk tungt stof og relevant datamateriale, som samtidig skal kunne omsættes, så det kan forstås og anvendes i den offentlige debat og af beslutningstagere.
- Have sans for både detaljer og det større perspektiv.
- Kunne lide selvstændigt at drive en arbejdsproces fremad og have en god sans for, hvornår det er nødvendigt at gå i detaljen.
Du skal have afsluttet din kandidatgrad og helst også have relevant arbejdserfaring fra f.eks. et advokatkontor, en interesseorganisation eller den offentlige forvaltning.
Justitia tilbyder:
- Et innovativt arbejdsmiljø med pionerånd.
- Et stærkt fagligt miljø med mulighed for netværksskabelse til andre eksperter, politikere mm.
- En spændende hverdag, der kombinerer jura, politik og kommunikation.
- Et arbejdsmiljø, hvor selvstændighed og egen indflydelse på jobbets indhold er i højsædet.
- En flad struktur, uformel omgangstone samt dygtige og dedikerede kollegaer.
- Fleksible arbejdstider og mulighed for hjemmearbejde efter nærmere aftale.
Vi ser frem til at modtage din motiverede ansøgning på info@justitia-int.org (Skriv ”JURIST” i emnefeltet), vedlagt CV, eksamensresultater og tidligere udtalelser mv. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Gerd Sinding på telefon 42776553 eller mail gerd@justitia-int.org i uge 7 og herefter Birgitte Arent Eiriksson på telefon 30 86 84 97 eller mail birgitte@justitia-int.org.
Ansøgninger vil blive behandlet løbende, så skynd dig at søge. Vi ønsker at besætte stillingen hurtigt, derfor ingen tidsfrist.