I 2014 blev Naturpark Åmosen certificeret af Friluftsrådet under mærkningsordningen Danske Naturparker som Danmarks første Naturpark. Naturpark Åmosen er udpeget på grund af områdets kultur-, natur-, geologiske og landskabsmæssige værdier og udgør en sammenhængende “fugtig” landskabskorridor bestående af ådale, søer, moseområder og skove, som løber gennem Vestsjællands kuperede morænelandskab. Naturparken har et samlet areal på ca. 8500 ha.
Naturparken Åmosen er en selvejende institution, som arbejder med formidling og udvikling af natur, kultur, friluftsliv, turisme og det lokale erhverv i og omkring Naturparken i tæt samspil med Sorø, Holbæk og Kalundborg, kommuner samt nationale, regionale og lokale samarbejdspartner. Det er derfor vigtigt at understrege, at naturparken ikke er en myndighed, og at naturparken derfor arbejder ud fra en præmis om frivillighed.
Naturpark Åmosen består udover direktøren af én fastansat naturvejleder og har i 2023 én projektmedarbejder og én studentermedhjælper.
Sammen med personalet og i samspil med bestyrelsen står du for den daglige drift, herunder administration og økonomi mm., opfølgning og afslutning af eksisterende projekter og eksekvering af nuværende aftaler. Bestyrelsens strategi 2023-2025 skal implementeres og Naturparkens fremtidige arbejde konkretiseres; det handler blandt andet om at styrke og etablere naturparkens infrastruktur og faciliteter i samarbejde med lodsejere og andre aktører samt udarbejde markedsføring og formidling.
Det er vigtigt at få sat Naturpark Åmosen endnu mere på landkortet, og du skal derfor sætte dine egne og de øvrige medarbejderes fagligheder i spil for at få sat gjort Naturpark Åmosen endnu mere synlig.
Bestyrelsen bag naturparken består af repræsentanter for Sorø, Kalundborg og Holbæk kommuner, Friluftsrådet Region Sjælland, samt lokale kerneaktører og interessenter.
Vi søger en person med følgende egenskaber og kompetencer:
Personlige egenskaber:
- Udadvendt og god til at netværke og ”sælge” Naturpark Åmosen
- God til at samarbejde på tværs af fagligheder og med frivillige organisationer.
- God organisatorisk forståelse, især inden for det kommunale.
- God til at se nye muligheder og udviklingspotentialer.
- Trives med en flad sekretariatsstruktur, men klar til at stå i front for hele personalegruppen.
- God til borger- og lodsejerrelationer og forståelse af deres forskellige ståsteder og synspunkter.
Faglige kompetencer:
- Erfaring med organisatorisk ledelse, også gerne projektledelse og fundraising
- Erfaring med og indsigt i arbejdet med ét eller flere af de faglige områder, som Naturpark Åmosen beskæftiger sig med (natur, kultur, friluftsliv, formidling, turisme- og erhverv).
- Erfaring med at motivere og fastholde frivillige kræfter
- Erfaring med at udvikle og eksekvere nye forretningsmuligheder
- Erfaring og indsigt i at forstå og navigere i forhold til politiske, juridiske og administrative rammer – herunder ansvaret for den daglige økonomi
- En uddannelsesmæssig baggrund på akademisk- eller teknisk niveau indenfor et eller flere af de faglige områder.
Du kan læse mere om naturparken på www.naturparkaamosen.dk , hvor du også finder NATURPARKPLAN FOR NATURPARK ÅMOSEN 2023-2028 (i politisk behandling) og Bestyrelsens Strategi 2023-2025.
Yderligere informationer om stillingen kan fås ved henvendelse til bestyrelsesformand Flemming Larsen på telefon 51316456 e-mail flemmingengtoft@gmail.com
- Fuldtidsstilling. Weekend- og aftenarbejde kan forekomme.
- Kørekort og adgang til bil er en forudsætning for stillingen
- Ansøgningsfrist 1. februar 2023 kl. 23.59
- Ansøgning med CV og relevante bilag sendes via Holbæk Kommunes portal.
- Samtaler forventes afholdt i uge 6 og 7
- Tiltrædelse 1./15. april 2023