Vil du være med til at uddanne de sygeplejersker, der gør den gode forskel i praksis? Så er det dig vi søger.
Vi søger en adjunkt/lektor fra 1. august 2023 til en fast stilling på 37 timer pr. uge. Du skal varetage undervisning i anatomi, fysiologi og biokemi, sygdomslære og farmakologi på tværs af alle semestre.
På Sygeplejerskeuddannelsen har vi et højt fagligt og engageret undervisningsmiljø, hvor vi vægter kontakten til de studerende meget højt. Vi har organiseret os i semesterteams, som giver gode muligheder for faglig og pædagogisk udvikling. Det er et job med høj grad af selvledelse og strategisk selvledelse.
Som adjunkt/lektor på Sygeplejerskeuddannelsen i Odense prioriterer vi muligheden for personlig og faglig udvikling. Dette sker i samspil med både kollegaer og studerende.
Videndeling, kvalitet i opgaveløsning og samarbejdskompetencer er centrale værdier, da alle arbejder sammen om at løse de samlede uddannelses- og udviklingsopgaver.
I vores undervisning anvender vi mange forskellige undervisningsmetoder. Pædagogisk arbejder vi med dialogbaseret undervisning, læring i simulationscenter, innovation, udvikling af IT samt forskellige former for teknologi i undervisningen. I sygeplejefaget arbejdes der med problembaseret læring, hvor de øvrige fag i uddannelsen inddrages. Sygeplejerskeuddannelsen i Odense og UCL er en organisation i konstant bevægelse og forandring.
For os er det vigtigt at du kommer godt fra start i dit nye job, og du bliver i stand til selvstændigt at kunne løse dine opgaver. Vi prioriterer derfor en god introduktion med mentorordning, samt et tæt samarbejde med andre undervisere og ledelse.
Dine kvalifikationer
Vi søger en underviser, der:
- har en relevant kandidatuddannelse inden for det sundhedsvidenskabelige eller naturvidenskabelige område.
- har undervisningserfaring og gerne fra professionsbacheloruddannelsesniveau
- kan anvende IT som arbejdsredskab til pædagogiske, udviklings- og driftsmæssige opgaver
- kan indgå i løsning af forsknings/udviklingsopgaver
- kan varetage vejledningsopgaver og prøver
Dig som underviser
Vi forventer, at du som medarbejder på Sygeplejerskeuddannelsen i Odense har et organisatorisk mind-set og ønsker at indgå i en meget dynamisk organisation. Du har lyst og interesse for det pædagogiske og faglige arbejde sammen med både studerende og kolleger.
Du skal kunne arbejde selvstændigt, være procesorienteret og have gode samarbejdskompetencer. Du har interesse for udvikling af undervisning, du er innovativ og inkluderer naturligt teknologi i undervisningen af de studerende.
Ansættelsesvilkår
Du vil bliver ansat den 1. august 2023 eller efter aftale, stillingen er på fuld tid, hvilket svarer til 37 timer i gennemsnit pr. uge.
Ansættelsen sker efter Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og AC’s forhandlingsområde. Hvis en ansøger har en anden uddannelse/baggrund, så ansættes der efter den pågældende overenskomst eller organisationsaftale.
Stillingen er omfattet af principperne om Ny Løn.
Ansættes du som adjunkt, vil du indgå i et lektorkvalificeringsforløb, jvf. bekendtgørelse om lektorkvalificering, lektorbedømmelse og docentbedømmelse af undervisere ved erhvervsakademier, professionshøjskoler og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Et adjunktforløb er på maksimalt 4 år.
Ved ansættelse som lektor ser vi ser gerne, at du er lektorbedømt efter Stillingsstrukturen fra 2013.
Er du lektorbedømt efter tidligere stillingsstrukturer, kan du efter aftale vælge, at ansættelsen sker på hidtidige centralt fastsatte løn- og ansættelsesvilkår efter stillingsstruktur fra 2003, hvilket blandt andet kan have indflydelse på størrelsen af dit lektortillæg samt muligheden for at kunne blive udpeget som medlem af lektorbedømmelsesudvalg.
Du kan alternativt aftale fornyet lektorbedømmelse efter den aktuelle stillingsstruktur og efter reglerne i kapitel 5 i Bekendtgørelse nr. 673 af 13. maj 2020 om lektorkvalificering, lektorbedømmelse og docentbedømmelse m.m. Bedømmelsen sker på grundlag af en kort lektoranmodning på 8 sider vedrørende kompetencer inden for forskning og udvikling. Anmodningen skal afleveres til UCL i forbindelse med ansættelsesprocessen. Bedømmelsen afgøres på 3 - 6 uger af et eksternt bedømmelsesudvalg nedsat af UCL. Ved evt. negativ bedømmelse kan ansættelsen ske efter tidligere stillingsstruktur eller som adjunkt med en afkortet adjunktperiode.
UCL tilbyder vejledning i forbindelse med udarbejdelse af anmodningen.
Vil du vide mere?
Oplysninger kan fås ved henvendelse til uddannelsesleder Birgit Hedegaard på mobil: 40 35 54 07 eller mail bmhm@ucl.dk.
Vi forventer at holde samtaler den 26. juni 2023.
Du kan læse mere om Sygeplejerskeuddannelsen i Odense og UCL erhvervsakademi og professionshøjskole på www.ucl.dk
Ansøgning
Send din ansøgning via vores hjemmeside ucl.dk/job senest den 4. juni 2023.